Piber
Kongen var storryger livet igennem, men skiftede på sine ældre dage cigaretterne ud med piben for at skåne helbredet.
På fotos ses Frederik 9. sjældent uden enten cigaret eller pibe. I hans levetid var der endnu kun begrænset opmærksomhed på skadevirkningerne ved rygning, men den kæderygende konge måtte ikke desto mindre opgive cigaretterne i begyndelsen af 1960’erne. Han var ikke længe om at få opbygget en stor samling piber, der sætter sit markante præg på arbejdsværelset. Ud over de mange synlige eksemplarer er også det kvadratiske stuebord fyldt med piber.