Jason med det gyldne skind

Det Gyldne Tableau omfatter elleve miniaturer af klassicistiske statuer, hvoraf de ti er af Bertel Thorvaldsen, og den sidste er af dennes elev, Pietro Tenerani. Jason med det gyldne skind fra 1803 var Thorvaldsens gennembrudsværk, som gjorde det muligt for ham at etablere sig som kunstner i Rom efter hans studieår. Bronzekopien er ligesom de øvrige modelleret af Pietro Galli først i 1820’erne og støbt i bronze af Wilhelm Hopfgarten.

Figuren udtrykker heltemod og maskulin kraft, hvilket er lidt pudsigt for en statue af Jason. I den antikke mytologi var Jason en fordrevet kongesøn, som for at få sin fars trone tilbage måtte ud på en farefuld færd for at erobre et gyldent vædderskind, hvilket lykkedes ham med hjælp fra den trolddomskyndige kongedatter Medea. Men fordi han var afhængig af en kvindes hjælp, blev han ikke opfattet som en udpræget heltefigur, hvilket han tydeligvis er blevet i Thorvaldsens fortolkning.

Relationer