Grib fat i dragten, og drej rundt.
Frederik 8.s dragt
Frederik 8. var kronprins næsten hele sit liv. Han nåede blot at være konge i 6 år, og kun to af hans gallauniformer, nemlig general- og admiraluniformen er bevaret i den kongelige samling. Generaluniformen er syet af mørkeblåt, fint børstet uldstof – med en fin rød snorekant langs opslagene og forkanten. De særlige guldbroderier på opslaget og på kraven viser, at dette er en generaluniform. De lysere blå bukser har et bredt guldindvævet bånd ned langs siderne. Til uniformen hører et rødt skindbælte besat med guldbånd, som bæres uden på jakken. Bæltet lukkes foran med en s-formet krog i forgyldt metal. På skuldrene kan man se de særlige skuldertegn, som består af snoede guldsnore, der er syet på stive stofstrimler. Til uniformen hører en bestemt sabel og en trekantet hat, populært kaldet “sovsekande”, med et helt vandfald af flotte hvide fjer.
Jakken, kaldet våbenfrakken, er to-radet og med forgyldte knapper. Den kan knappes til begge sider. Man skulle knappe skiftevis til højre og venstre for at fordele sliddet på den dyre uniform. Til galla knapper man dog altid til højre, så der er plads til ordener og medaljer på venstre bryst.
Frederik 8. – dragtens historie og konstruktion
Frederik 8. – snittegning