Kongernes SamlingAmalienborgPalæetSale og genstandeDet Gotiske BibliotekDigte af H.C. Andersen

Digte af H.C. Andersen

I Dronning Caroline Amalies bibliotek har der mellem de mange bøger ligget en række håndskrevne digte af fremtrædende danske digtere fra tiden. Man finder således Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann, Carsten Hauch, H.P. Holst og N.F.S. Grundtvig, og – ikke mindst – H.C. Andersen.

Dronningen var, som man kan se af hendes bibliotek, interesseret i samtidens litteratur og holdt, især i sin enketid, litterære saloner i Christian VIIIs Palæ. Om tirsdagen mødtes en mindre indbudt flok til højtlæsning og diskussion, og det er uden tvivl fra disse sammenkomster, at en del af digtene har fundet deres vej til reolerne. Andre digte er betegnet med sted og dato, hvoraf det fremgår, at de er skrevet på f.eks. Sorgenfri Slot, hvor Christian VIII og Caroline Amalie blandt deres gæster også talte tidens kulturpersonligheder.

Af H.C. Andersen findes der i Caroline Amalies bibliotek otte håndskrevne digte. Flere er trykt, enten i digterens egen levetid eller i senere udgaver af hans værker, dagbøger og almanakker. De fleste digte stammer fra et ophold med kongefamilien hos dronningens bror, Hertugen af Augustenborg, på Føhr i 1844, et enkelt fra farten på dampskibet ”Kiel”, der var datidens Kongeskib. Andersen underholdt med improvisationer, digtet på stående fod, ofte på opfordring.

En aften på skibet improviserede han både til kongeparret og til dronningen. Det sidste fik titlen ”Da Maanen stod op” og lyder:
See, der et glødende Hjerte staae,
I Bølgerne fik det daaben,
Men her de levende Hjerter slaae,
Hjerter i Danmarks Vaaben.

For en nutidig læser vil digttitlen ”Zombien” sikkert undre – den synes ikke at passe til Guldalderen, men snarere til nutidens gyserfilm. Digtet, der igen er en improvisation, er skrevet på Sorgenfri Slot i 1845, og blev aldrig udgivet. Det er resultatet af en test, som selskabet gav digteren, idet han fik en række tilsyneladende tilfældige rimord at improvisere ud fra, herunder ordet ”zombie”. Selskabet har sikkert taget det fra hans egne digte, for i 1838 havde han udgivet et langt digt med titlen ”Det har Zombien gjort!” , handlende om en sort slavedreng i den spanske barokmaler Murillos hus, der viser sig at være den største kunstner af alle.
Resultatet af improvisationen er da heller ikke uhyggeligt, men nærmest en takkeskrivelse til de kongelige værter:

Improvisation
Hvortil opgivne Riim gaves i følgende Orden.
Sommerquæl – Strande – Farvel – Vande – Seil – lund – Speil –
Stund – svandt – Øie – oprandt – Fløie –.
Digtets Overskrift skulde være: ”Zombien”.

—

Zombien .
Min Lykkes Zombie kom en Sommerquæl,
Og søgte mig paa Danmarks Bøgestrande;
Tro ei han kom at sige mig Farvel,
Han vinkede ved Sjølunds friske Strande,
Hvor Baaden glider med de røde Seil,
Hvor tidt i Solglands Skyen sælsomt lued’,
Hvor Havets Flade, udstrakt som et Speil,
Jeg mangen deilig Sommer-Aften skued’,
Min Lykkes Zombie fulgte mig og svandt,
Ak, bange, speidende saae der mit Øie.
Hvor er min Lykke – ! Lykken just oprandt –
– Foran laae Sorgenfri med sine Fløie!

H. C. Andersen
Sorgenfri-Slot den 10 Sept: 1845

Læs mere om H. C. Andersens håndskrevne digte her.

Relationer

Dansescene fra Tahiti

Malet af Nicolai Abildgaard, som forestod renoveringen af palæet efter den kongelige overtagelse. I den engelske opdagelsesrejsende James Cooks rejseberetning “A Voyage to the Pacific Ocean” fra årene 1768-71 findes et næsten identisk motiv, som har givet Abildgaard inspiration til denne dansescene. Motiver fra de store opdagelsesrejser var ved 1700-årenes slutning en populær udsmykning.

Buste af N.F.S. Grundtvig

I Det Gotiske Bibliotek er opstillet en række buster af danske kulturpersonligheder, som Dronning Caroline Amalie beundrede. N.F.S. Grundtvig (1783-1872) er Danmarks mest elskede salmedigter og grundlagde højskolebevægelsen, som bragte den borgerlige dannelse ud til landbefolkningen. Desuden var Grundtvig en afgørende figur i den nationale bevægelse og var livet igennem glødende optaget af spørgsmålet om, hvad det vil sige at være dansk. Dronningen var blandt rigets mere prominente grundtvigianere og havde derfor en buste af digterpræsten. I biblioteket står tilsvarende buster af Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann, J.P. Mynster og A.S. Ørsted.  

Sten fra Dannevirke

Dameorden

Sankt Katarinaordenen var en russisk dameorden, som i 1714 blev indstiftet til ære for Kejserinde Katarina 1. Både Dronning Louise og Dronning Alexandrine modtog denne orden. Frem til revolutionen i 1917 var den russiske kejserinde stormester for denne orden. Ordenstegnet er et brillantbesat kors med en medaljon, hvori den kristne martyr Katarina fra Alexandria ses foran et hjul med et kors og en palmegren. På ordensbåndet, som er rødt med sølvkanter, er ordenens motto “For kærlighed og fædreland” broderet med kyrilliske bogstaver.

H. C. Andersens lineal

Linealen er fremstillet af træ og udsmykket med papirklip af H. C. Andersen. Udsmykningen er et silhuetklip, der bl.a. forestiller dansende kvindefigurer med parasoller omkring en svane og Ole Lukøje med paraply. Den berømte forfatter havde et særligt talent for papirklip og underholdt gerne ved store selskaber med sine fortællinger samtidig med, at han visualiserede historien gennem saks og papir. Efter at have afsluttet historien udfoldede han papirklippet og afslørede et lille kunstværk. Denne lineal var yderligere pyntet med tørrede blade, hvoraf et endnu er bevaret. På linealens bagside har H. C. Andersen skrevet et lille vers: “I hvert et Blad er et Trylleri. Der sidder en levende Sjæl der i.” Teksten er dateret 1872 og fuldender linealen som et eksempel på forfatterens multitalent for at skabe en fortælling i mange lag. Linealen har formentlig været en gave fra kunstneren til Christian 9., der opbevarede den i sit arbejdsværelse på Amalienborg.

Dannebrog fra 1864

Ved den såkaldte genforening med Sønderjylland i 1920 modtog Kongen denne fane til minde om krigsnederlaget til Preussen og Østrig i 1864. Christian 10.s ridt over grænsen i 1920 står som en ganske central begivenhed i hans lange regeringstid. Krigsnederlaget i 1864 havde kastet en tung skygge over det foregående halve århundrede, og for Christian 10. var det af afgørende vigtighed at få mest muligt af det mistede territorium tilbage. Kongen havde få måneder forinden sat selve monarkiets eksistens på spil, da hans krav om en sydligere grænsedragning førte til regeringens afskedigelse og udløste den såkaldte påskekrise. Dette var imidlertid allerede glemt, da man i juli 1920 fejrede, at den nuværende grænse blev gældende. Traditionen siger, at dette var det sidste Dannebrog, der blev strøget ved kamphandlingerne i Sønderjylland i 1864.

Holger Danske, 1896

Den originale bronzestatuette af Holger Danske, fremstillet af Hans Peder Pedersen-Dan i 1896. Den mere kendte store version på Kronborg Slot er lavet efter denne udgave, som var en gave til Prins Christian (10.) og Prinsesse Alexandrine ved deres bryllup i 1898. Christian 10. havde Holger Danske siddende bag sin skrivebordsplads, nærmest som var sagnfiguren en slags rådgiver, der skulle hviske Kongen i øret. Christian 10. har med sin officersbaggrund og sit glødende engagement i forsvarspolitiske spørgsmål uden tvivl let kunnet identificere sig med Holger Danskes rolle som rigets beskytter.  

Hestehov med sølvsko

Denne forsølvede hestehov stammer fra hesten Malgré Tout, som bar “Rytterkongen” over grænsen til Sønderjylland ved genforeningsfejringen 10. juli 1920. Da der i forlængelse af 1. Verdenskrig var blevet afholdt afstemninger I Slesvig om en ny grænsedragning mellem Danmark og Tyskland, blev genforeningen med det nordlige Slesvig – det nuværende Sønderjylland – fejret over flere dage i juli 1920. Højdepunktet indtraf, da Christian 10. red over den grænse, der var blevet fastlagt efter krigsnederlaget i 1864. Man iscenesatte ved denne lejlighed en spådom fra tiden efter 1864 om en konge i sin bedste alder, som en dag skulle ride over grænsen på en hvid hest, når Danmark fik Sønderjylland tilbage. Til lejligheden havde man lånt en hvid hest, der faktisk var hvid, skønt der efterfølgende opstod en myte om, at den blot var hvidkalket. Da hesten døde nogle år senere, blev dens ene hov forsølvet og skænket Kongen til minde om begivenheden.