Champagnekøler

Gave fra det russiske kejserpar Aleksandr 3. og Dagmar i anledning af Christian 9. og dronning Louises guldbryllup i maj 1892.

Champagnekøleren i forgyldt sølv forener russisk og dansk, idet den har form som en kovsj (traditionel russisk drikkeskål/øse), mens stridselefanten med det emaljerede tårn og saddeldække henviser til Elefantordenen.

Fortil dekoreret med støbte våbener for Danmark og Hessen, og på siderne ”C IX L” samt ”26 Maj 1842/1892” med rig udsmykning i rokokostil.

Champagnekøleren er et af Fabergés største og mest spektakulære korpusarbejder.