Amalienborgs historie
Amalienborg er opført i 1750’erne som midtpunkt i den omgivende bydel Frederiksstaden, der omfatter striben mellem Bredgade og havnen fra Sankt Annæ Plads til Kastellet. De fire palæer blev oprindeligt opført som adelsboliger, men blev overtaget af Kongefamilien efter Christiansborgs brand i 1794.
Amalienborg er opkaldt efter sommerslottet Sophie Amalienborg, som i årene 1667-73 blev opført til Dronning Sophie Amalie, omtrent hvor det nuværende Amalienborg ligger. Det var en italiensk inspireret pragtvilla, der var ramme om tidens mest strålende hoffester, men nedbrændte allerede i 1689 i forbindelse med Christian 5.s fødselsdag. Man havde ved den lejlighed bygget et operahus af træ op til slottet, der viste sig at være en brandfælde, da der gik ild i pynten under en genopførelse af fødselsdagsforestillingen. Omkring 180 mennesker døde, hvoraf de fleste var børn fra aristokratiet og det bedre borgerskab, og ilden bredte sig videre til slottet, der hurtigt nedbrændte.
I årene efter branden var der flere byggeplaner, men intet blev realiseret, før en kreds af storkøbmænd i 1749 præsenterede en plan for området. Forslaget blev tænkt op i større skala af overhofmarskal A.G. Moltke, som på grund af Frederik 5.s udsvævende livsstil reelt regerede på Kongens vegne. Han øjnede muligheden for at hylde Kongen og enevælden ved at lade en ny bydel opføre for at markere den oldenborgske kongelinjes 300-års regeringsjubilæum, som var blevet fejret året forinden. Det blev arrangeret således, at Kongen overlod Amalienborg-området til Københavns Magistrat, som forærede grunde til velstående bygherrer fra adelen og det bedre borgerskab – naturligvis på en sådan måde, at de fornemste bygherrer fik de mest attraktive grunde.
Eigtveds byplan
Som hovedansvarlig for Frederiksstaden valgtes hofbygmester Nicolai Eigtved, som var en fremtrædende eksponent for den såkaldte rokokostil. Eigtved fik på kort tid lavet sin byplan for Frederiksstaden og tegningerne til den centrale monumentalarkitektur i form af Amalienborg-palæerne og Frederiks Kirke. Eigtved udstak også retningslinjerne for al øvrig bebyggelse i Frederiksstaden, og fik alle tegninger til godkendelse for at sikre størst mulig ”egalitet og regularitet” i gadebilledet. Han var formentlig også hovedansvarlig for bydelens øvrige palæer.
Frederiksstaden er designet som et idealsamfund, og byplanen udfolder en vision om, hvordan staten bør være. Kongen (rytterstatuen) får sin magt fra Gud (Frederiks Kirke), som han har front imod, og er omgivet af en kongetro adel (Amalienborg-palæerne). De store handelsdomiciler langs Amaliegade symboliserer handelens voksende betydning for statens trivsel, og de mange borgerhuse skal også på et symbolsk plan repræsentere et driftigt borgerskab. Frederiks Hospital (som i dag er Designmuseum Danmark) vidner om statens (dvs. Kongens) omsorg for samfundets svage. Det kan ikke afgøres, om hospitalet var tænkt ind i de tidligste planer for bydelen, men på grundstenen fra 1752 nævnes, at det skal indrettes til 300 patienter, altså det antal år, der fejredes ved jubilæet for Frederik 5.s kongeslægt.
Frederiksstaden blev – med kirken som markant undtagelse – realiseret i de 25 år, der fulgte efter grundlæggelsen i 1749. Byggeriet begyndte i 1750, og de første borgerhuse stod færdige året efter. Alle Frederiksstadens ni palæer blev opført inden for det første årti, og det samme gjaldt Frederiks Hospital, der stod færdigt i 1757. De vigtigste elementer i byplanen skal her beskrives kort.
Amalienborg-palæerne
De fire ens rokoko-palæer udgør med hjørnepavillonerne en ottekant, som Nicolai Eigtved formentlig fandt inspiration til i ikke-realiserede udkast til den plads i Paris, som siden kom til at hedde Concorde-pladsen. Amalienborgs palæer fremtræder i en karakteristisk, meget let rokokostil, der kombinerer tyske og franske stiltræk.
Mens de øvrige grunde i Frederiksstaden blev fordelt af Københavns Magistrat, forbeholdt Kongen sig retten til at vælge bygherrer til Amalienborg-palæerne. Det var i sagens natur et privilegium at få tildelt en af de fire grunde. Den bedst beliggende af dem var reserveret til overhofmarskal A.G. Moltke, som opførte det nuværende Christian VII’s Palæ, som var – og er – det fornemste af palæerne. Moltke tilbød opgaven med at opføre det nuværende Christian IX’s Palæ til den unge baron Severin Løvenskiold, som efter et par år på grund af pengemangel måtte afhænde projektet til familien Schack. Moltke selv hjalp med færdiggørelsen af palæet, idet han satte sine egne håndværkere på sagen. Det nuværende Frederik VIII’s Palæ blev opført af baron Joachim Brockdorff, og det nuværende Christian VIII’s Palæ af grev Christian Frederik Levetzau.
Nicolai Eigtved døde 1754 og nåede derfor ikke at se sit mesterværk færdiggjort, om end Moltkes Palæ, som Eigtved også dekorerede indvendigt, kunne indvies før arkitektens død.
Rytterstatuen
Opgaven med at forevige Frederik 5. til hest tilfaldt den unge franskmand Jacques François-Joseph Saly, som blev hentet til København i 1753. Idet opgaven var at glorificere den enevældige kongemagt, valgte Saly at lade Frederik 5. trone på sin hest som romersk kejser med harnisk og laurbærkrans. Det krævede flere års arbejde med skitser og udkast, før han var tilfreds med resultatet, og først i 1764 kunne statuen omsider støbes i bronze. Soklen manglede dog endnu, men det kom efterhånden til at knibe med pengene, idet rytterstatuen var en belastning for Asiatisk Kompagni, der i 1754 havde påtaget sig finansieringen. Saly måtte derfor gøre soklen betydeligt mere skrabet end planlagt med fire tavler, der fremstiller Kongens som beskytter af kunst, videnskab, industri og handel. Da soklen var lavet, og pladsen brolagt, kunne statuen omsider indvies i 1770. Gitteret omkring monumentet kom til i 1774.
Budgettet for statuen var oprindeligt 35.000 rigsdaler. Det var et urealistisk lavt overslag for en opgave af den type, men den faktiske pris blev på den anden side også ekstremt høj. Udgifterne endte med at løbe op i over en halv million rigsdaler, hvilket er langt mere, end det kostede at bygge hele det øvrige Amalienborg. Man kunne dog – og kan endnu – glæde sig over, at det blev et af Europas fineste monumenter af sin art.
Frederiks Kirke (Marmorkirken)
Skønt kirken var det mest ambitiøse element i Frederiksstaden, skulle der gå imponerende 145 år, fra Frederik 5. nedlagde grundstenen den 30. oktober 1749, til der stod en færdig kirke på grunden.
Eigtveds kirke blev forkastet, idet rokokoen begyndte at gå af mode, allerede mens man opførte Amalienborg-palæerne. Der blev derfor indhentet alternative bud på en kirke efter Eigtveds koncept: et rundt, centralt kirkerum med en stor, tamburbåret kuppel, flankeret af to mindre klokketårne. I 1756 begyndte man at bygge en nyklassicistisk kirke i norsk marmor efter tegninger af Nicholas-Henri Jardin, men det viste sig i længden for dyrt. Efter Frederik 5.s død i 1766 blev budgettet i første omgang halveret, men i 1770 fik Struensee Christian 7. til at indstille byggeriet, som da var nået op i ca. 9 meters højde.
Kirken kom herefter til at henligge som ruin i et århundrede. Selvom man adskillige gange forsøgte at få gang i byggeriet, var der ikke vilje til at bekoste en kirke, der tilnærmelsesvis kunne matche ambitionsniveauet fra Frederiksstadens grundlæggelse. Det var først, da finansmanden C.F. Tietgen havde købt pladsen i 1874, at det blev alvor. Ferdinand Meldahl tegnede en betydeligt mindre kirke i en slags romersk barok, der kunne bygges oven på de oprindelige, endnu stående mure. I stedet for norsk marmor benyttede man kalksten til byggeriet, hvilket dog ikke forhindrede, at navnet ”Marmorkirken” kom til at hænge ved. Byggeriet af den nuværende kirke blev påbegyndt i 1877 og afsluttet 1894.
De kongeliges indtog på Amalienborg
Det første Christiansborg brændte i 1794, kun et halvt århundrede efter dets færdiggørelse. Det stillede den husvilde kongefamilie i en penibel situation, som løstes med erhvervelsen af Amalienborg-palæerne. Christian 7. overtog Moltkes Palæ (siden Christian VII’s Palæ), som var – og er – det fornemste af de fire palæer. Kronprins Frederik (6.) overtog Schacks Palæ (nu Christian IX’s Palæ), og Arveprins Frederik overtog Levetzaus Palæ (Christian VIII’s Palæ) på den anden side af Frederiksgade, hvor Nicolai Abildgaard skabte sine endnu velbevarede klassicistiske interiører på beletagen. Det betød, at hele Amalienborg kom under kongeligt ejerskab, for Kongen ejede i forvejen Brockdorffs Palæ (Frederik VIII’s Palæ), som i 1767 var blevet ombygget til officersskole.
Flytningen gav anledning til mere substantielle indgreb i Amalienborgs arkitektur. For det første indføjede man en ekstra etage mellem palæerne og hjørnepavillonerne, hvor der oprindeligt blot var et mellemliggende stueplan. Skillelinjerne kan endnu i dag ses i facaden, og ændringen gav Amalienborg et mere bastant udtryk end det oprindeligt havde. For det andet lod man ombygningens arkitekt, C.F. Harsdorff, opføre Kolonnaden, som er den søjlekonstruktion, der binder de to sydlige palæer sammen. Formålet med Kolonnaden var simpelthen at gøre det muligt at komme fra det ene palæ til det andet uden at skulle bruge en karet, for Kronprins Frederik (6.) havde som reelt statsoverhoved mange ærinder hos sin far, den sindssyge Christian 7. Skønt der kun var få meter mellem palæerne, gik det ikke an, at de kongelige gik på gaden, og derfor blev der lavet en lukket gang oven på de joniske søjler.
Kongefamiliens ophold på Amalienborg blev betragtet som en midlertidig løsning, eftersom alle forventede en snarlig genopførelse af Christiansborg. Amalienborg viste sig imidlertid at fungere fremragende som residens, og skønt der blev bygget først det andet og siden det tredje Christiansborg, kunne det ikke få Kongefamilien til at flytte tilbage til Slotsholmen. Ud over at Amalienborg er et enestående smukt bygningsværk, har det da også den praktiske fordel, at generationerne kan dele palæerne mellem sig. I de mere end 200 år, Amalienborg har været kongelig residens, har der således været tradition for, at regenten har resideret i et palæ, mens tronfølgeren har boet i et andet, og sådan bruges det også i dag.
Dansk
English
Deutsch
