Forskning

Kongernes Samling har fire hovedformål;
indsamling, bevaring, forskning og formidling.

Formålet med indsamlingen og bevaringen er, at vigtige danske kulturværdier bliver sikret for fremtiden af hensyn til både offentligheden og forskerne.

Det er først og fremmest museets konservatorer, som står for bevaringen. De arbejder med konservering af Samlingens genstande i henhold til en vedtaget bevaringsplan og klargør desuden genstande i tilfælde af udlån til andre museer i ind- og udland. I særlige tilfælde kan Samlingens konserverings-ekspertise desuden stilles til rådighed for andre museer.

Forskningsarbejdet varetages primært af Samlingens museumsinspektører og konservatorer. En stor del af forskningsresultaterne publiceres i fagtidsskrifter, bøger m.v.

En nok så væsentlig del af forskningen, f.eks. konservatorernes materialestudier og metodeudvikling og de mange enkeltundersøgelser, der knytter sig til udførelsen af det øvrige museumsarbejde, kommer imidlertid ikke umiddelbart til udtryk i publikationsform, men den er ikke desto mindre af vital betydning for den professionelle museumsdrift og det stadigt voksende faglige samarbejde med kolleger i ind- og udland. Dette samarbejde indebærer også, at Rosenborg hyppigt tager imod og betjener udenlandske forskere og studerende.

Forskningen formidles endvidere i udstillingerne, ikke mindst i de jævnlige særudstillinger, hvor særlige temaer bliver behandlet.

Samlingens formidlingsvirksomhed omfatter såvel udstillingsarbejde som trykte og digitale publikationer. Formidlingen retter sig naturligvis først og fremmest mod det almindelige publikum, herunder de mange besøgende skoleklasser, men også forskningsverdenen er en vigtig målgruppe.