Det kan du opleve

Amalienborg består af fire palæer. Du kan besøge to af palæerne, hvor Kongernes Samling byder på oplevelser, der lader dig komme helt tæt på den kongelige historie gennem de seneste 250 år.

I Christian VIII’s Palæ giver museet et enestående indblik i monarkiets historie igennem de seneste 150 år og et indtryk af det kongelige liv før og nu.

Du kan se tidligere konger og dronningers private værelser, der er indrettet i forskellige stilarter og med ting, der sætter spor efter forskellige perioder i Danmarkshistorien og private interesser.

I Havesalen fortæller en lille udstilling om den kongelige hverdag med traditioner og forpligtelser, mens en imponerende model i corian af Amalienborgkomplekset formidler stedets særlige historie midt i den kongelige akse i Frederiksstaden.

Der er også adgang til de forgyldte sale på Beletagen, som den kongelige familie stadig bruger til repræsentative formål. Se museets åbningstider og anden praktisk info her

I Christian VII’s Palæ kan du gå i de kongelige gæsters fodspor og blive vist rundt i de pragtrum, hvor Kongehuset holder det traditionsrige nytårstaffel og andre officielle festligheder.

Christian VII’s Palæ har nogle af verdens fineste rokokorum, og du kommer bl.a. til at opleve den overdådige Riddersal, Taffelsalen, der stadig er i brug til Kongehusets officielle selskaber, Flora Danica-værelset, malerier af europæiske mestre, noget af landets fineste møbelkunst og et overflødighedshorn af udsøgte forgyldninger på vægge og i lofter.

Læs mere om omvisningerne i Christian VII’s Palæ her

 

På billedet ses Christian VII’s Palæ til venstre og Christian VIII’s Palæ til højre