Palæet

Fuldend besøget på slotspladsen – træd indenfor i palæet og oplev det kongelige liv i fortid og nutid.

Amalienborgmuseet rækker 150 år tilbage i tid til Christian 9. og Dronning Louise, der blev kendt som ”Europas svigerforældre”, fordi deres seks børn alle blev giftet ind i europæiske fyrstehuse.

Som i en tidsrejse står Kongeparret og deres efterkommeres værelser intakte. Rummene vidner om tidens trends og de kongelige personers personlige smag, der bl.a. favner klunkestil, militærstil og ridderlig inspiration. Den permanente udstilling i Havesalen giver en præsentation af monarkiet i det 21. århundrede og et indblik i den kongelige hverdag med de mange traditioner.

Kongernes Samling er Danmarkshistorie i kongeligt perspektiv

Kongernes Samling er organisationen bag museerne på Amalienborg og Rosenborg, der indsamler, forsker, bevarer og formidler. I gæstens møde med udstillingerne er det den levende historie, vores gæster kan udforske. Vi har et ønske om, at museerne skal bevæge vores gæster i form af læring, undren, fascination og indlevelse.

Samtidig er det vigtigt for os ikke at stå stille i vores formidling af historien – Amalienborg  og Rosenborg er udtryk for deres tid, men oplevelsen af de kongelige rum følger med tiden. Vi udvikler løbende nye måder at formidle museerne på og sætter tit fokus på forskellige temaer, så der altid er en god grund til at (gen)besøge os.

Relationer