Corfitz Ulfeldt
Corfitz Ulfeldt blev i 1636 gift med Christian 4.s datter Leonora Christina. Han blev statholder på Københavns Slot i 1637, rigshofmester i 1643 og hurtigt rigsrådets ledende skikkelse.
Forholdet til Christian 4. blev dårligt i kongens sidste regeringstid. Situationen blev kun værre, da Frederik 3. havde overtaget tronen, og i 1651 flygtede Ulfeldt sammen med Leonora Christina. Han trådte i svensk tjeneste og var en af hovedforhandlerne på svensk side i 1658, da Skåne, Halland og Blekinge med Roskildefreden overgik til Sverige.
Ulfeldt blev arresteret af svenskerne i 1659, anklaget for forræderi. Det lykkedes ham og Leonora Christina at flygte tilbage til Danmark, hvor de blev holdt fangne på Hammershus, inden kongen løslod dem på strenge betingelser. Snart rejste Ulfeldt igen udenlands; han tilbød kurfyrsten af Brandenburg den danske krone, og i 1663 blev han anklaget for højforræderi. En dukke af ham blev “henrettet” og en skamstøtte rejst over ham i København. Han døde på flugt i en båd på Rhinen.