Våbenskjold

Det Danske Riges våbenskjold som det så ud ved Frederik 4.s hof. Færdiggjort sammen med resten af stukloftet på bestilling af Frederik 4 i starten af 1700-tallet, efter Christian 5.s delvise moderniseringer.

Våbenskjolde blev brugt over hele Europa allerede i middelalderen, og blev brugt til at symbolisere tilhørssted eller ejerskab, samt for at vise magt og prestige. I fyrsternes tilfælde var våbenskjolde således en hurtig introduktion til interesserede, om hvor meget land de enten ejede, eller lagde krav på.

Bemærk især de svenske tre kroner på blå baggrund, der netop symboliserer et langvarigt krav på den svenske trone fra de danske kongers side. Inddrager man også den norske løve på rød baggrund, samt det danske rigsvåben bestående af tre løver og ni hjerter, har man således tre af de væsentligste områder i Kalmarunionen, der blev ledet af danske regenter indtil Sveriges formelle udtræden i det 16. århundrede.