Frederik 6. og familie

Frederik 6. med dronning Marie og døtrene Vilhelmine og Caroline, malet af C.W. Eckersberg 1821. Rummets dekorationer og Frederik 6.s militære antræk vidner om den politiske alliance med Napoleon 1.s Frankrig der førte til tabet af Norge 1814. Alligevel er der et klart borgerligt præg over scenen, man yndede at fremstille sig for folket i familiær idyl. De to prinsesser var de eneste overlevende af parrets i alt otte børn. Den mandlige arvefølge, som havde fulgt søn på søn siden Christian 1., blev herved brudt for første gang.

Relationer

Kronprinsesse Marie og prinsesse Caroline i Frederiksberg Have

Jens Juel malede kronprinsessen med sin datter omkring år 1800. På det tidspunkt havde kunstneren været hofportrætmaler i 20 år og malet de fleste kongelige familiemedlemmer op til flere gange. Kronprinsesse Marie var blevet portrætteret på et over to meter højt maleri otte år tidligere, mens Juel malede hendes mand, den senere Frederik 6., allerede kort før hans konfirmation i 1783. I Juels malerier mødes det yndefulde med virkelighedsnære skildringer. Gengivelsen af landets kronprinsesse gående på sine flade fødder i en have uden symboler på sin værdighed ville have været utænkelig et par årtier tidligere. Med den franske revolution fulgte en frigørelse i kunsten, som Juel var blevet eksponeret for under sin årelange udlandsrejse, og han kunne derfor efterleve de for tiden moderne krav og forventninger til kunsten, der også var ved at opstå i Danmark. Også interessen for intimsfæren, familiefølelse og børnenes friere udfoldelse var tendenser, der var oppe i tiden og kan ses i maleriet. C. Zeuthen gengav Frederik 6.s arbejds- og soveværelse på en akvarel i 1840 efter kongens død. På akvarellen kan man se maleriet hænge på væggen bagved kongens seng. Til venstre i billedet ses kongens hvidmalede skrivepult. Den indgår i dag i Kongernes Samling og kan ses i rum 16. Maleriet blev erhvervet til Rosenborg i 2015 med støtte fra Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og Kulturstyrelsen.