Dronning Alexandrine

Beskeden, kreativ og familiens anker

Født 24. december 1879, død 28. december 1952, Dronning af Danmark 1912-1947 og Island 1918-1944

Alexandrine Auguste af Mecklenburg-Schwerin blev født som ældste barn af Storhertug Friedrich Franz 3. og den russiskfødte storfyrstinde, Anastasia Mikhajlovna. Alexandrines kælenavn i familien var Adini, som hun også senere blev kaldt i familien. Alexandrine blev opdraget i et kosmopolitisk miljø præget af moderens fyrstelige baggrund. Fra barnsben lærte Alexandrine at begå sig på den internationale scene i Rusland, Mecklenburg og ved fremmede hoffer, og hun talte fra en ung alder både fransk, tysk som engelsk.

Opvokset i Frankrig og Tyskland
Grundet faderens svækkede helbred opholdt storhertugparret sig i lange periode i Sydfrankrig, hvor de ejede en villa i Cannes på den franske riviera. Alexandrines barn- og ungdom blev delt mellem somrene i Mecklenburg og resten af året i Cannes, hvor der var et rigt selskabsliv. I slutningen af 1800-tallet blev det behagelige klima på den sydfranske riviera nemlig et trækplaster for den europæiske elite som her nød vejret og selskabeligheden. Storhertugfamilien dyrkede efter engelsk forbillede friluftslivet og især sejlsport, der blev udfoldet på både Middelhavet og i Østersøen. Musikken var også en vigtig del af Alexandrines liv og hun spillede klaver på højt niveau fra en tidlig alder. Men trods den fyrstelige opvækst forblev Alexandrine alle dage et meget privat menneske, der foretrak det stille liv på afstand af den selskabelighed og livsførelse som havde sat scenen for hendes barndom og ungdomsliv.

Danskerne lærer Alexandrine at kende
I marts 1897 mødte Alexandrine den danske prins, Christian (10.), i Cannes. Mindre end en måned senere blev 17-årige Alexandrine og 27-årige Christian forlovet, og året efter, i april 1898, blev parret gift i hertugparrets villa på rivieraen. Efter vielsen flyttede parret i første omgang ind på Sorgenfri Slot i Lyngby, mens deres fremtidige hjem på Amalienborg – Christian VIIIs Palæ, hvor Amalienborgmuseet i dag ligger – undergik en tiltrængt renovering.
Til en start blev Alexandrine misforstået lidt af det danske folk, der tolkede hendes beskedne væsen og lidt afsondrede levevis som udtryk for ophøjethed og arrogance. Over tid lærte befolkningen imidlertid Alexandrine nærmere at kende og kom til at værdsætte hendes beskedne og ligefremme væsen, der stod i kontrast til ægtemandens militante ydre.

Soldatens modvægt
Allerede i marts 1899 blev Alexandrine og Christian forældre til deres første søn, Prins Frederik (9.), og året efter kom Prins Knud til verden. I hjemmet var hendes tilstedeværelse helt afgørende for sønnerne. Med sit milde temperament udgjorde Alexandrine en uvurderlig modvægt til ægtemandens bryske fremtoning og militante opdragelsesprincipper. Det var hende, der havde overblikket i hverdagen, og ligesom sønnerne var Kongen også helt afhængig af hende. Musikken var til stadighed en uundværlig del af Alexandrines tilværelse og dermed en fast del af familielivet. Hendes interesse for musik blev med tiden givet videre til sønnen Frederik (9.), der også fik en livslang passion for musikken. Alexandrine var også et kreativt menneske. Hun var meget flittig med forskellige typer af håndarbejde og var en ivrig fotograf, selvom hun absolut ikke brød sig om selv at blive fotograferet. Du kan selv gå på opdagelse og se mange af Dronning Alexandrines private fotografier her.

Dronning under verdenskrige
I 1912 døde Frederik 8. og Christian 10. og Alexandrine blev det nye kongepar. I deres regentperiode var verden i krig mod Tyskland hele to gange. Dronning Alexandrine blev trods sit tyske ophav en samlende figur for nationen ved sin mands side under 2. verdenskrig.
Da Christian 10. døde i 1947, ønskede Alexandrine stadig at blive tituleret som dronning – i stedet for enkedronning – og hun passede fortsat sine protektioner og velgørenhed med stor ihærdighed. Blandt andet inviterede hun hvert år københavnske børn på sommerferie på Marselisborg Slot.

I julen 1952 fik Alexandrine endnu engang konstateret tarmslyng , og denne gang lykkedes det ikke at operere hende. Hun døde mellem jul og nytår, 73 år gammel.
Alexandrine er gravsat ved siden af sin mand i Glücksborgernes Kapel i Roskilde Domkirke.