Christian 9.
Christian 9. blev konge i 1863 efter den barnløse Frederik 7. og var den første regent af den glücksborgske linje af Kongefamilien. Han giftede sig i 1842 med Prinsesse Louise af Hessen-Kassel, med hvem han fik seks børn, hvoraf de fire senere kom til at sidde på europæiske troner. Kongeparret, som er H.M. Dronning Margrethe 2.s tipoldeforældre, fik på denne baggrund tilnavnet “Europas svigerforældre”.
Det skyldtes et usandsynligt samspil af personlige, familiemæssige og politiske faktorer, at Christian 9. blev konge. Han kom fra en sidegren til den oldenborgske kongeslægt og var søn af den relativt fattige hertug Wilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, som var ven af og svoger til Frederik 6. Efter faderens tidlige død i 1831 fik han sin officersuddannelse i København under Frederik 6.s formynderskab, og han tog et afgørende skridt på vej mod tronen ved at gifte sig med Prinsesse Louise. Det var også vigtigt for hans udnævnelse, at han deltog på dansk side i Treårskrigen 1848-50 og var tilhænger af helstaten (dvs. et dansk monarki omfattende Slesvig, Holsten og Lauenborg). Beslutningen om at gøre ham til tronfølger blev truffet af en række europæiske magter i 1852.
Christian 9.s regeringstid blev præget af nederlaget i 1864. Fordi han havde tysk baggrund og talte med kraftig accent, var Christian 9. ikke populær blandt danskerne i sine første år som konge, men dette ændrede sig i løbet af det lange regentskab. Det hjalp bl.a. meget, at børnenes fordelagtige ægteskaber kastede glans over Danmark oven på krigsnederlaget. Christian 9. var konservativ af sindelag og stod i mange år som garant for partiet Højres regeringsmagt. I den såkaldte provisorietid i 1870’erne og -80’erne regerede Højre uden om Rigsdagen takket være Kongens opbakning.